Spanien Rejser - En del af Kulturrejser Europa
Rejser til Ronda
Rejsemål

Rejser til Ronda

Udgivet d. 9. december 2010 | 0 kommentarer

Rejser til Ronda er blevet mere og mere populære i de senere år, hvilket hænger sammen med, at flere og flere har opdaget Rondas specielle andalusiske stemning og skønhed. Det var her Hemingway havde sin stamplads i den lokale tyrefægterarena, der er en af verdens ældste, og hvor man spredte Orson Welles aske, da han døde i 1985, efter at Welles havde tilbragt adskillige somre i byen. Det er også her man finder den 100 meter dybe kalkstenskløft, El Tajo, der deler byen i to, og som giver Ronda en af de mest spektakulære beliggenheder i Spanien. Ronda er en af Spaniens ældste byer og var også en af de byer, der blev mest påvirket af den spanske borgerkrig. Ud over Hemingway og Welles har den inspireret forfattere som Washington Irving og Gustave Doré. En rejse til Ronda byder kort sagt på en blanding af dramatisk historie, litterær magi og spektakulær beliggenhed.

Rejser til Ronda – farverig, andalusisk historie

En rejse til Ronda er en rejse ind i Andalusiens brogede og dramatiske historie. Hulemalerier i Cueva de la Pileta tyder på at Ronda allerede var genstand for bosættelser i forhistorisk tid, nærmere bestemt i neolitisk tidsalder, men man ved med sikkerhed at kelterne slog sig ned her i det sjette århundrede, hvor de gav byen navnet Arunda. Senere kom fønikerne til og etablerede en bosættelse i nærheden af Arunda som de kaldte Acinipo. Nutidens Ronda stammer dog fra den romerske periode, hvor Ronda blev romersk forpost under den anden puniske krig, mens Scipio Africanus regerede. Det var under Julius Cæsars regeringstid, at Ronda fik status af by i det romerske emperium. Siden kom Ronda først under svebisk og dernæst under øst-romersk herredømme, inden visigoterne erobrede den og beholdt den indtil maurernes erobring i 713. Den mauriske regeringstid, der blandt andet betød, at Ronda i perioder udgjorde et selvstændigt islamisk kongerige, sluttede først i 1485, hvor byen blev erobret af Marquis af Cadiz. Den kristne erobring af Ronda medførte en ny arkitektur i byen og der opstod nye kvarterer såsom Mercadillo og San Fransisco, som man også bør se på en rejse til Ronda. I begyndelsen af det nittende århundrede led byen under Napoleons invasion, der skar byens befolkningstal ned til en tredjedel, og under den spanske borgerkrig var byen så præget af de blodige opgør mellem borgerkrigens parter, at store dele af byens befolkning emigrerede under eller efter krigens opgør. Hemingway brugte efter sigende Ronda som historisk baggrundsscene, da han i ”Hvem ringer klokkerne for?” skildrer den spanske borgerkrig.

Rejser til Ronda – seværdigheder

En rejse til Ronda byder på spændende seværdigheder. Ud over den dramatiske kalkstenskløft, der er blevet byens vartegn, kan du også opleve de tre broer Puente Romano, Puente Viejo, og Puente Nuevo. Puente Nuevo er tegnet af den samme arkitekt, José Martin de Aldehuela, som tegnede byens berømte tyrefægterarena, der er den ældste tyrefægterarena i Spanien, der stadig er i brug. Arenaen, som er tegnet i neoklassicistisk stil, er bygget i 1784 – og det var som sagt her, at Hemingway havde sin egen loge, ligesom der var her Welles – efter at have været delvist bosiddende i byen -fik sin aske spredt ud efter sin død. Du kan også opleve flere spor fra den mauriske epoke i byens historie, blandt andet de arabiske bade, baños arabes, der går tilbage til det trettende og fjortende århundrede. Det tidligere rådhus, der ligger ved siden af broen Puente Nuevo, er nu omdannet til en parador, og er bestemt et besøg værd under en rejse til Ronda med en fantastisk udsigt til den berømte kalkstenskløft, El Tajo.

Skriv en kommentar