Spanien Rejser - En del af Kulturrejser Europa
Oplev Picassos Franco-kritiske værker i Malaga
Andalusien / Kultur & seværdigheder

Oplev Picassos Franco-kritiske værker i Malaga

Udgivet d. 9. juni 2011 | 1 kommentar

Andalusien har meget kultur at byde på, og rejser du i nærheden af Malaga fra den 20. juni til den 2. oktober i år, bør du lægge vejen forbi Picasso Museet i Malaga. I denne periode kører museet nemlig en særudstilling om Picassos politiske tegninger i perioden lige inden anden verdenskrig. Tegninger der var forløbere til det verdensberømte maleri Guernica.

Udstillingens centrale værker er to raderinger kaldet Sueño y mentira de Franco – Francos drøm og løgn – der hver består af ni vignetter. Disse tolkes som Picassos kommentarer til de historiske begivenheder og den politiske situation i Spanien i 1937.

De to raderinger er både kunstnerisk og tematisk meget nært beslægtede med det murmaleri Picasso i samme periode præsterede ved den Spanske Pavillon på Verdensudstillingen i Paris – nemlig Guernica. Murmaleriet er – som de to raderinger – fra 1937.

Udstillingen hedder Viñetas en el frente, der vel bedst kan oversættes som Vignetter fra frontlinjen, og den indeholder ud over Picassos værker også arbejde fra andre kunstnere. Josep Renau, Toño Salazar, Mauricio Amster og Francisco de Goya er repræsenterede med relevante værker. I alt indeholder udstillingen 120 værker, der drejer sig om temaet krig og ødelæggelse.

Udstillingen er lavet i samarbejde med Picasso Museet i Barcelona.

Der er skrevet 1 kommentar

  1. Ballade på Picasso-museet i Malaga - Spanien Rejser 24. juni 2011 kl. 10:24

    [...] Kultur i Spanien er noget man tager alvorligt. Og drejer det sig om Picasso, går bølgerne ofte højt. Det er også tilfældet i en offentlig uenighed omkring en udstilling over Picassos “anti-krigs”-værker. [...]

    Svar
Skriv en kommentar