Andalusien har været centrum for kunst, kultur og undervisning i århundreder. I Andalusien finder man bl.a. nogle af verdens smukkeste muhamedanske monumenter. De ældste og mest betydningsfulde levn stammer fra romertiden, særlig Italica-ruinerne ved Sevilla og den pragtfulde bronzestatue af en romersk yngling på museet i Antequera. Men det var maurerne, der satte de dybeste, arkitektoniske spor. De ankom i år 711 e.Kr., og senere etablerede de sig i Córdoba og byggede La Mezquita, en moské, der på den tid blev regnet for et af verdens vidundere. Maurerne kom hovedsagelig fra Damaskus, der var den islamiske verdens centrum, og de tog mange kulturelle træk med sig. Den ornamenterede, arabiske kalligrafi, de smukke mosaikker i strålende, klare farver og den byggestil, der kendetegner La Giralda-minareten og Torre del Oro, guldtårnet, i Sevilla. I Granada er det Alhambra, den sidste, mauriske besiddelse i det engang så stolte kongedømme al-Andalus, der repræsenterer det ypperste af maurisk kultur med paladser, der er udsmykket med rene kniplingsværker udhugget i sten og kunstfærdigt udskårne trælofter, og paladserne ligger i smukt anlagte haver med springvand og vandløb.

Efter generobringen, la reconquista, tillod man, at den mauriske stil blev fulgt op, men med modifikationer. Gotisk og muhamedansk stil blev blandet under det kristne overherredømme, og denne blandingsstil kaldes mudéjar. Den ses særlig i Alcázar-paladset i Sevilla. I det 15. årh. fik den tunge gotiske stil en drejning og udviklede sig til plateresque med overdådig brug af guld og sølv fra Den Nye Verden, som i Capilla Real i Granada.

I midten af det 16. årh. vandt renæssance-stilen indpas, og et af de fineste eksempler på denne stilart er Palacio de Carlos V i Alhambra  i Granada. Det er en mere nyttebestemt stilart, der står i kontrast til de kunstfærdigt ornamenterede buer og søjler. I det 17. og 18. årh. var den foretrukne stilart den overlæssede barok-stil. Et tidligt eksempel ses i Granadas katedral, hvis facade blev fuldført af maleren Alonso Cano i 1664.

Billedkunst i Andalusien

De fleste værker af kunstnere, der levede i Sydspanien i kortere eller længere tid, hænger på Prado-museet i Madrid, men de er også repræsenteret i Sevilla og Málaga. I sakristiet i Capilla Real i Granada findes en værdifuld samling af flamsk kunst fra det 15. årh. Samlingen tilhørte engang dronning Isabel, og den omfatter værker af Memling, Bouts og Van der Weyden samt en lille Botticelli.

Kunsten blomstrede i Andalusien i det 17. årh. Velázquez  (1599-1660) blev født i Sevilla, men forlod egnen i en alder af 24, Francisco de Zurabán (1598-1664) ankom til Sevilla i 1628, og Bartolomé Murillo (1617-1682) og José Ribera (1591-1652) havde deres virke der. Museo de Bellas Artes i Sevilla har værker af de tre sidstnævnte, og i katedralen hænger et smukt maleri af Goya (1746-1828), der skildrer historien om Santa Rufina og Santa Justa. Med undtagelse af Goya, der malede scener fra Plaza de Toros i Ronda, er det 18. og 19. årh, en gold periode i kulturel henseende for Andalusien. Picasso (1881-1973) blev født i Málaga, men han forlod byen i en ung alder og tog til Barcelona. Museo de Bellas Artes i Málaga ejer et udvalg af tidlige skitser samt nogle værker af Murillo og Ribera, foruden nogle fine skulpturer.