Spontan og improviseret flamenco under stjernerne en varm sommeraften eller i en røgfyldt bar i en gyde i Málaga er en gribende og magisk oplevelse, der ikke har meget at gøre med de frynser og kastagnetter, der præsenteres som ”typisk folklore” på turisthotellerne. God flamenco, der i bund og grund giver afløb for lidenskab og tungsindighed, er en slags åndeligt fællesskab mellem musikere, dansere og tilskuere. Efterhånden som sangens rå følelsesudbrud, de hypnotisk klappende hænder, publikums indlevelse og de ubegribeligt hurtige tramp nærmer sig den ekstatisk finale, hører man tit spontane tilråb og følelsesudbrud fra tilskuerne. Mange kulturer har bidraget til at gøre flamenco-musikken til det, den er i dag, men den stammer i det store og hele fra sigøjnerne i Sevilla, Jerez og Cádiz, der i det 19. årh. sang sørgmodige sange om ulykkelig kærlighed og undertrykkelse. Visse elementer af musikken stammer fra Nordafrika, Indien, Grækenland, Egypten og Pakistan, men resultatet er rendyrket Andalusien.
Flamenco blev en del af det civiliserede samfund i det 19. årh., oprindelig som underholdning på caféer, og flamencoens rå intensitet blev en smule udvandet efterhånden som den blev integreret i den populære folkemusik. Sevillana´n er en populær variant og indgår tit i Andalusiens mange folkefester om sommeren, og den er også utrolig populær blandt de unge, der næsten alle kender dansens grundtrin. Det er den eneste slags flamenco, hvor man bruger kastagnetter, i modsætning til den almindelige opfattelse, og andre steder forventes tilskuerne at deltage med palmadas og pitos (klap og piften) som modrytme til danserens tramp. Den mandlige dansers rolle lægger mest vægt på fodarbejdet, mens kvindernes dans i højere grad fokuserer på de dramatiske og yndefulde krops- og håndbevægelser. De elegante og farvestrålende kjoler er kortere i skørtet fortil, så man ser fødderne bedre.
Flamencoens stilarter
Flamenco kan både udtrykke glæde og smerte, og der er tre niveauer af intensitet: Cante grande eller jondo, der er dramatisk og dybfølt, cante intermedio, der er mindre intens og undertiden næsten orientalsk i sit udtryk, og endelig cante chico eller pequeno, der er en lettere og mere glad form. Dansene omfatter tango, fandango, farruca og zambra, men alt er improviseret inden for t repertoire af faste rytmer.
En interessant detalje er, at det er guitaristen, der følger danseren og ikke omvendt. Når både musikere, danser og publikum er fordybet i musikken og dansen – og kun da – kan der opstå duende, en særlig intens stemning og indlevelse.
Der er gode chancer for at finde god flamenco, hvis man prøver at følge med strømmen under en lokal feria, hvor der ofte optræder professionelle, omrejsende kunstnere. Den lokale turistinformation kan give gode råd om, hvor man finder den bedste café cantante, og mange ligger i de små gader i Málaga og Sevilla.
Læs om rejser til Andalusien her
